FREDNING: En stor del af de danske planter er sjældne til akut truet, af dem er en lille del fredet hvoraf orkidéerne indgår. Der har siden 1991 været ca. 68 karplanter (heraf 7 stk. der er forsvundet) beskyttet af miljøministeriets bekendtgørelse. I 2002 kom der en ny bekendtgørelse, nr. 430 af 2. juni 2002 om fredning af krybdyr, padder, fisk, hvirvelløse dyr, planter m.m. Det betyder at de fredede planter ikke må beskadiges eller fjernes fra deres voksested bortset fra haver, gartnerier og andre områder, hvor de opformeres kunstigt. Planter som er taget fra naturen i strid med bestemmelsen eller stammer fra sådanne, må ikke sælges, købes, opbevares, konserveres, transporteres, byttes eller udstilles. Fredningen gælder for alle ca. 35 arter af orkidéer, 4 arter af radeløv og for tiden 3 arter af gyvelkvæler, hvis der kommer en eller flere nye arter inden for de tre familier/slægter vil de også være omfattet af fredningen. Biotoperne for de fredede planter strækker sig fra søer, vandløb, fattigkær, rigkær, heder, overdrev, skrænter, skove, klipper, diger og bygninger. |
|||