Rederod
Neottia nidus-avis
(Linné) L.C.M. Richard 1817

Etymologi:
Neottia: rede; hentyder til rodens redelignende
udseende. nidus-avis: fuglerede; hentyder også til
roden.

Videnskabelig navn:
Ophrys Nidus Avis
L.

Danske navne:
Rederod
1878
Gulbrun Rederod
1873
Gulbrun Fuglerede 1851
Brun Fliglæbe 1796
Fuglerede-Fliglæbe
1793
Fuglerede
1768
Brun Gøgeurt
1688

Ringsted, 4. juni 2005

Rederod er en plante som næsten ikke har noget bladgrønt, den er derfor helt afhængig af samliv med
svampe i jorden, som den optager næring fra. Svampene sender svampetråde ind i cellerne på plantens
rødder, herefter nedbryder
Rederoden svampetrådene. Den kan så optage den næring som svampene
har nedbrudt af dødt organisk materiale (blade, grene og døde dyr).

Beskrivelse:
Rederod er en gulbrun plante der ikke får nogen blade, kun nogle bladskeder. Den bliver omkring 15 til 30 cm høj. Blomsterne som er samlet i en klase, er gulbrune ofte med en lidt mørkere læbe.


Biologi:
Rederod bestøves af myg og fluer, som lokkes til af de svagt duftende blomster. Blomsterne udskiller
kun lidt nektar i en lille fordybning på den øvre del af læben. Blomsterne hos Rederod blomstrer i to
stadier. Ved første stadium, får insekterne klæbet støvkøllerne på sig. Det andet stadium, nogle dage
senere, løfter næbet sig lidt, så insekterne kan afsætte pollen på støvfanget. På den måde er
fremmedbestøvningen mere effektiv. Når insekterne lander på læben og kravler ind i blomsten, vil de
rammer klæbelegemet hvorved det "eksploderer", og insekterne får lim på sig. Støvkøllerne klæber sig
herefter fast i limen på insekterne. Når insekterne så finder en blomst, der er i sit andet stadium, kan
insekterne afsætte pollen på støvfanget. Hvis blomsterne ikke bliver insektbestøvet, vil støvkøllerne
begynde at smuldre, og drysse ned over støvfanget, herved bliver blomsterne selvbestøvet.


Blomstring:
Rederod blomstrer fra slutningen af maj til sidst i juni.

Biotop:
Rederod vokser i skyggefulde bøgeskove på kalkrig bund, med et tykt fugtigt lag af bladmuld.

Status:
Den danske Rødliste, ikke truet (LC). Fredet i Danmark
.

Trusler:
Ændringer i skovbrugsdriften, især til nåleskovsbeplantninger.

______________________________________________________________________________________________
Til forsiden