Et fattigkær er en mose, hvor vandet hovedsaglig kommer som regnvand. Vandet i mosen har en
lav pH-værdi, og dækkes af en hængesæk bestående af tørvemosarter. Oprindelig begyndte et
fattigkær at udvikle sig for tusindvis af år siden, dengang var det en sø med vand der kom fra især
regnvand. Stille og roligt voksede tørvemosserne fra kanten og ud over søen, og til sidst blev hele
søbassinet fyldt op med tørvemos. Den øvre del af en tørvemosplante ca. 5-10 cm vokser hele
tiden, mens den nedre del dør, men på grund af det specielle miljø rådner planten ikke.
Den døde del af mosset falder dog lidt sammen, længere nede under overfladen bliver det presset
sammen på grund af trykket.
På et tidspunkt begyndte mennesket at grave efter tørv til brændsel, og senere til plantejord som
bruges til potteplanter samt haveejeres surbundsbed. Tørvegravning har ført til store ødelæggelser
i bl.a. fattigkær og den lignende naturtype højmose. I dag er det heldigvis kun i få moser at der
stadigvæk graves efter tørv. Noget helt anden der truer de næringsfattige biotoper, er den øgede
mængde kvælstof, som får mere næringskrævende planter til at indvandre. På længere sigt gror
fattigkæret til med især birk. Med over 25 millioner slagtesvin om året, er især svineavlerne, men
også forbrændingsmotorer årsag til den øgede mængden næringsstof som vælter ned over vores
følsomme biotoper. En højmose har det bedst, hvis mængden af kvælstof er under 5 kg. pr.
hektar om året. I dag falder der gennemsnitlig ca. 20 kg. kvælstof pr. hektar om året.
Før industrialiseringen må kvælstofudledningen have været under 5 kg. pr. hektar om året.
Selvom fattigkær måske ikke er helt lige så følsom som en højmose, er det i hvert fald alt for
meget der bliver udledt.
I fattigkær kan man findes følgende arterne:
Almindelig Koralrod, Hjertelæbe, Bakke-Gøgelilje, Mos-Gøgeurt og Plettet Gøgeurt.
