Hede er et resultat af mange tusinde års udpining af sandede og næringsfattige agerjorde.
For ca. 6000 år siden gik mennesket fra at være jæger, til at dyrke jorden og dermed at
blive agerbruger. Da størstedelen af landet på det tidspunkt var dækket af skov, blev
agerbrugerne nød til at fælde eller afbrænde skovområder for at gøre plads til agermarkerne.
Efter nogle få år med dyrkede marker, var der så lidt næring tilbage i de sandede jorde,
hovedsagelig i Jylland, at den var helt udpint. For at overleve som agerbruger måtte de atter
rydde nogle skovarealer, og større og større arealer blev inddraget for at skaffe frugtbar
jord. Når agerbrugerne opgav den udpinte sandjord, sprang den for det meste i lyng.
Heden havde sin største udbredelse i 1700-tallet, på det tidspunkt var ca. 40% af Jylland
dækket af vidtstrakte heder. De enorme hedestrækninger i Jylland var så stor at de rejsende
i flere dage ikke så andet end det ensformige hedelandskab.
Da jorden ikke kunne opdyrkes længere kom der får på heden. Fårene var med til at holde
næringsniveauet ned så kun hedens karakterplanter der kunne leve her. Udbyttet på heden
var meget ringe så de mennesker der levede her var hårdtarbejdende og fattige.
På et tidspunkt i 1700-tallet blev man klar over at de store vidder måtte kunne udnyttes
bedre. Atter skulle landet opdyrkes, med hårdt slid og slæb lykkedes det, så vi i dag kun
har ca. 1,9% hede tilbage.
På grund af den næringsfattige, sandede og sure jordbund, er der ikke så mange
plante- og dyrearter på heden. De arter der finde her er til gengæld ret spændende.
Hvor der er lidt fugtig på heden, kan man med lidt held finde følgende arter:
Bakke-Gøgelilje, Plettet Gøgeurt og Hvid Sækspore.
